Stressdæmpende teknikker

Stress er ikke altid negativt – ligesom rødvin og mørk chokolade kan en lille smule stress være godt.

Stress og bekymringer er en stigende faktor i vores moderne samfund, og kvinder er særligt udsat for at blive ramt – vi er fantastiske til at multitaske og forsøge at tackle de krav, der stilles fra alle sider, men vi er ikke så gode til at sætte nødvendig tid af til os selv. En lille smule stress kan give os mere energi, motivation og styrke til at overkomme ting, men skal opvejes af masser af hvile og afslapning.

Det er forskelligt, hvad der udløser stress hos os, men vores krop reagerer på samme måde, nemlig ved at udskille adrenalin, som får hjertet, åndedrættet og stofskiftet til at køre op i hurtigere gear. Vedvarende stress gør kroppen urolig, spændt og udmattet. Desuden mister huden sin glød og bliver kedelig og trist at se på med tendens til udslæt.

Motion – et fantastisk middel til at dæmpe stress, men det er ofte, når vi synes, vi har mindst tid tilovers, at vi har mest brug for at motionere – sæt derfor tid af i kalenderen til motion. Det behøver ikke at være motionscentret, selv om kick-boxing kan være fantastisk efter en hård dag på arbejdet! En rask 30 minutters gåtur hver dag, en cykeltur på 20 minutter eller nogle baner i svømmehallen udløser alt sammen endorfiner – som er kroppens ’feel-good’-hormoner – og øger stofskiftet. Motioner sammen med en ven, så du kan fastholde entusiasmen, eller alene, hvis du har brug for tid til eftertanke.

Hvile – der er en god grund til, at man taler om skønhedssøvn. Man sover ganske vist, men kroppens naturlige genopbygning sker netop, mens man sover, og hudcellerne fornys dobbelt så hurtigt som om dagen. Kroppens temperatur stiger om natten, hvilket øger blodtilførslen til huden, så det er det perfekte tidspunkt at forkæle din hud med en effektiv natcreme. Gå i seng i fornuftig tid, og foretag dig noget afslappende lige inden. Tag fx et varmt bad, drik et glas mælk, eller gå en lille tur. Slip dagens bekymringer, når du lægger dig, og prøv at visualisere søvnens helbredende og beroligende kraft.

Massage – et perfekt middel til at afhjælpe spændinger og få musklerne til at slappe af. Bestil tid hos en professionel massør til en times forkælelse, eller bed din partner om at massere dine ømme skuldre eller nakke.

Bryan Gan, der er alternativ terapeut og leverer indlæg til IMEDEEN Inside-Out workshops i Singapore, anbefaler en hovedmassage med pebermynteolie, der virker beroligende og afslappende. Han anbefaler desuden simple akupressurteknikker til at øge blodcirkulationen og give huden mere glød. Find akupressurpunktet på fodbalden, hold trykket i 6 sekunder, og slip derefter. Gentag tre gange.

Lær at genkende de tidlige tegn på stress – i psyken, på kroppen og på huden – og gør noget ved det, dvs. tag fat i kilden til din stress, spis sundt, dyrk motion, få mere søvn, og sæt tid af til afslapning.