Hudens fjender

Den gode nyhed er, at kun 10-20 % af hudens ældning er uundgåelig. Det betyder, at hovedparten kan forebygges.

Tag vores test Lifestyle Skin Assessment, og find ud af, hvordan dit valg af livsstil kan påvirke din hud både nu og i fremtiden. De største skurke, som er med til at ælde huden før tid, er opført nedenfor.

Er du en helgen eller en synder, når det handler om hudpleje?

Solen

Omkring 80 % af hudens synlige ældning skyldes ultraviolet lys. Solen og dagslyset påvirker således din hud mere end kroppens naturlige ældningsproces. Undgå derfor kraftig solpåvirkning, og husk altid at bruge solbeskyttelse, når du er udenfor.

Forurening

Luftforurening såsom snavs og støv – som findes overalt i det moderne samfund, især i tætbefolkede områder og industriområder – skader huden.

Indeklima

Et tørt indeklima med aircondition eller centralvarme dehydrerer huden og efterlader det øverste hudlag tørt, skællet og sårbart. Dehydrering kan ødelægge hudens funktion som barriere og betyde, at huden mister mere fugt.

Søvn

Mangel på søvn medfører en trist og træt teint samt hævede, mørke poser under øjnene. Desuden kan det føre til, at der dannes fine linjer og rynker før tid.

Stress

Vores følelser afspejles bogstaveligt talt i vores ansigt. Stress kan påvirke dit generelle helbred og have synlig effekt på din huds generelle fremtræden og kvalitet. Stress kan også forstyrre søvnmønsteret.

Alkohol

Overdreven alkoholindtagelse medfører betydelig dehydrering af huden og dræner kroppen for vigtige næringsstoffer såsom vitamin B, vitamin C og mineralerne magnesium og zink.

Rygning

Rygning øger i alvorlig grad niveauet af frie radikaler i kroppen. Det medfører oxidativt stress og øger risikoen for, at der dannes fine linjer og rynker. Undersøgelser viser, at rygning nedsætter blodforsyningen til hudens overflade, hvilket går ud over tilførslen af vigtige næringsstoffer. Det gør huden grå og trist.

Mangel på motion

En stillesiddende livsstil kan bidrage til hudens ældning. Motion hjælper med at opbygge musklerne, stimulerer blodcirkulationen og dæmper stress. Den gavnlige effekt af regelmæssig motion kan ses i ansigtet. En rask gåtur hver dag giver huden glød og øger det generelle velbefindende.

Hormonelle forandringer

I de første fem år efter overgangsalderen mister huden op til 30 % af sine beskyttende kollagenfibre. Det betyder, at huden bliver tyndere, og at tegnene på hudens ældning tager til. I takt med at huden får sværere ved at holde på fugt, kommer den til at virke mere tør og ’løs’, ligesom rynker bliver dybere og virker mere udtalte. Huden er desuden mere sårbar over for skader fra frie radikaler, i takt med at celledannelsen bliver langsommere.